Herrens hus: Begyndelsen til Grøndals Sogn var i 1918 en barak-kirke. 10 år efter kom den statelige kirke ved Hulgårdsvej til, og den er i dag ramme om et rigt menighedsliv.
Af sognepræst Elisabeth Bøtkjær.
I 1928 blev Grøndalskirken indviet på spidsen af Hulgårdsvej og Hillerødgade. Det var frugten af lokale kræfters indsats og Kirkefondets arbejde i årtier for at få egen kirke i den hastigt voksende bydel.
Omkring århundredeskiftet var Grøndal en række gårde i landlige omgivelser. Området var en del af Brønshøj Sogn, som strakte sig ud over hele den nordvestlige del af Københavns Kommune.
For at modvirke jordspekulation havde kommunen opkøbt store arealer nord for Grøndalsåen og inviterede da arkitekter til hver at sætte deres præg på udbygningsplanerne. Resultatet blev Grøndalsvængekvarteret, Solbjerggård, Bakkehusene, Mit Hjem og Genforeningspladsen – men ingen kirke.
Frivillige kræfter fik dog bygget en barak-kirke som en begyndelse til det nye Grøndals Sogn i 1918. Denne træhytte blev i længden uegnet som kirke, kold og fugtig, som den var.
Man havde større planer for et sogn på knap 10.000 indbyggere. For frivillige bidrag skulle der opføres et anseeligt bygningsværk, som også skulle give indtryk af, at Grøndal ikke bare var en samling huse, men et selvstændigt kvarter, ja en bydel.
I første omgang fik bygherrerne tilbudt jord på det nuværende Rødkilde Plads.
Men det daværende menighedsråd syntes ikke om den placering. Her ville kirken være gemt af vejen. Man ønskede at kirken skulle ses og være et centrum for hele området. Derfor valgte man den nuværende beliggenhed.
Grundstenen blev lagt 24. juni 1927, og kirken indviedes 23. dec. 1928.
Det blev ikke helt den kæmpekatedral, som man havde tænkt sig. Det strakte pengene ikke til. Kirken blev et fag kortere end beregnet.
Men den var og er ikke bare en bygning af træ eller sten. Kirken er levende stene. En menighed, der giver mund og mæle til kristendommens håb og drømme i gudstjenester og dagligt liv. Og når man læser det gamle jubilæumsskrift fra 1978 forstår man, at der har været et meget rigt menighedsliv omkring Grøndalskirken. Mange mennesker er kommet til gudstjeneste og kirkelige handlinger, mange har deltaget i aktiviteter i krypten. Og endelig har der været et stort diakonalt arbejde.
Menighedsplejen sørgede for julehjælp, der har været sykredse, hvor man kunne sy gammelt tøj om, der har været barneplejestation, man oprettede menighedsbørnehaver.
Mange har været med til at bære menighedens aktiviteter gennem et helt liv og endnu flere har i kortere eller længere tid haft kontakt med forskellige sider af kirkens liv. Fra en af sognets ældre lyder det: “Vi havde mange dejlige aftener i krypten. Der var engang, vi tog en taxa hjem fra et bestyrelsesmøde på plejehjemmet Bonderupgård, fordi vi ville med til adventsfesten i Grøndalskirken. Det var så festligt.
Hele salen var fuld og KFUK spejderne gik Luciaoptog.
Vi var venner med dem vi mødte i kirken. Vi havde børn på samme alder, og vi tog på udflugter sammen. Der blev knyttet stærke bånd imellem os.”
Fra to af sognets yngre lyder det: “Jeg har været meget i tvivl om min tro. Men jeg har aldrig meldt mig ud af folkekirken. Og nu er jeg efter en personlig sorg begyndt at “komme der fast.” Der er meget nyt og ukendt land i den forbindelse og noget af det, jeg har tænkt meget over er, om man skal være kristen på en bestemt måde for at “få lov” til at være med i de kirkelige handlinger. Kan man være “forkert” kristen, og er det tilladt at være i tvivl?”
Mine børn har deres gang i Grøndalskirken, ikke fordi jeg tager dem derhen, men fordi deres institution gør. Når vi kører forbi, skriger de stolt, se det er vores kirke!
Måske kan kirken blive et fristed for dem. Som en god ven, de altid kan stole på, trøste sigved eller bede om hjælp. Desuden, i disse tider, hvor alting ændrer sig i rivende tempo, og hvor intet er sikkert har man mere end nogensinde brug for et holdepunkt, for noget der ikke ændrer sig eller forsvinder.
Jeg føler også selv dette behov, og det gør mange andre også, tror jeg, selvom de måske er lidt flove over det eller blot ikke – som jeg – føler sig hjemme i en kirke. Grøndalskirken har stolte traditioner og møder i dag mennesker, der stiller de spørgsmål, det er livet om at svare på.