Af Bent Christensen, formand for Socialdemokratiet i Vanløse.
Mange er sikkert klar over, at Danmarks senere statsminister Th. Stauning lagde vejen forbi Jyllingevej en dag i begyndelsen af februar 1901.
Dette besøg foretog Stauning for, sammen med de medlemmer Socialdemokratiet havde i Vanløse, at få oprettet en vælgerforening, der kunne være med til at søge indflydelse for de socialdemokratiske ideer i det Vanløse, der knap en måned forinden var blevet en del af Københavns Kommune.
Dette gav mange opgaver – med at føre valgkamp for de opstillede kandidater til Folketinget og senere hen til Københavns Borgerrepræsentation. En anden vigtig opgave, dengang som nu, var naturligvis at formulere praktiske ideer til udbygningen af Vanløse som bydel. Være med til at formulere ønsker om forbedring af trafikforhold, få opbygget først én skole i bydelen og senere flere endnu. Få oprettet tilbud for børnehaver og vuggestuer, osv.
Bent Christensen
Systemskiftets år
Men som det allerede kan ses ved Staunings besøg, var Vanløse også en del af det landspolitiske spil. Stauning gav en orientering på mødet om den politiske situation, og det er spændende at tænke på, at året 1901 samtidig er systemskiftets år, hvor det parlamentariske demokrati for alvor blev indført i Danmark, og en Venstre-regering tog over efter de trætte Højre-folk.
Den nye regering betød en væsentlig forbedring på mange punkter, og i de første mange år samarbejdede Socialdemokratiet med Venstre og senere Det radikale Venstre om at stille kandidater til folketinget, der da var baseret på valg i enkeltmandskredse, dvs. at den kandidat, der vandt flest stemmer i kredsen, var valgt uanset andre partiers stemmetal. Senere opnåede Socialdemokratiet positionen som det største parti, både i Vanløse og på landsplan.
Modstandsmanden
Socialdemokratiet i Vanløse og de øvrige partiforeninger i vores område var repræsenteret i alle årene frem til 1998 i Folketinget, og jeg vil her koncentrere mig om de seneste fire kandidater.
1945 var på mange måder et vejskifte i dansk politik. De etablerede partier skulle vænne sig til nye forhold efter fem års besættelse, og ansvar for udviklingen under besættelsen skulle fastlægges. I denne debat, der også omfattede Socialdemokratiet, spillede Socialdemokratiet i Vanløse en væsentlig rolle, idet der var et stort ønske om at få opstillet den kendte modstandsmand, Frode Jacobsen, der var minister uden portefølje i befrielsesregeringen, til folketinget i Københavns 12. kreds.
Efter en meget omfattende debat lykkedes det, efter en urafstemning, der omfattede så mange medlemmer, at den måtte finde sted på en skole. Alene i Vanløse var der op mod 3.000 medlemmer.
Frode Jacobsen repræsenterede kredsen i medgang og modgang indtil 1973, på en ganske særlig måde.
Han var en af de få politikere, der interesserede sig for internationale spørgsmål, som oprettelsen af De forenede Nationer, og for NATO, og han blev Hjemmeværnets første civile leder. I slutningen af sin karriere var det EF, der stod på dagsordenen, og her var Frode på sin sædvanlige måde meget tøvende over for et sådant engagement fra dansk side. Samtidig med disse internationale interesserer fungerede Frode Jacobsen også som en politisk vigtig spiller i foreningens arbejde med indenrigspolitiske spørgsmål.
Justitsministeren
Da tiden kom i 1973 til et skifte, blev professor Ole Espersen opstillet og valgt. Højdepunktet var utvivlsomt, at Espersen blev kredsens anden minister i 1981 som justitsminister i Anker Jørgensens regering.
Blandt hans mange interesseområder var kulturpolitikken, hvor han bl.a. var radiorådsformand i en tid, hvor denne post havde en meget stor betydning for debatten i samfundet. Ole Espersens internationale engagement førte også bekæmpelsen af tortur med sig, og den politiske karriere blev afsluttet som Østersøkommissær.
Det er karakteristisk, at tiderne nu er blevet ændrede, så man ikke længere kan koncentrere sig så meget om vigtige nationale og internationale spørgsmål – man må også bruge en stor indsats på at repræsentere vælgerne i kredsen. Dette kun man bl.a. se i de mange angreb, Ole Espersen blev udsat for i sine synspunkt om, at menneskerettigheder f.eks. også gælder flygtninge, der kommer til Danmark.
Fagforeningsmanden
Afløseren til Ole Espersen blev SiD’s forbundsformand Hardy Hansen, der vandt kredsens første placering tilbage i 1994 – takket være sit betydelige sociale engagement. Arbejdet blev desværre ikke lykkeligt for ham, idet hans indsats ikke vandt tilslutning i den socialdemokratiske folketingsgruppe i større grad, og Hardy genopstillede derfor ikke.
Borgmesteren
Kredsens seneste folketingskandidat er Lars Engberg, tidligere borgmester i Københavns Kommune. Lars’ opgave ved det kommende valg til Folketinget bliver at kombinere sin kolossale erfaring fra kommunalpolitisk arbejde med de københavnske vælgeres meget blandede behov – og det i en situation, hvor vælgernes tilhørsforhold ikke længere et langt stykke ad vejen er givet. Befolkningens sammensætning i København er meget forskellig fra tidligere. Måske ikke så meget i Vanløse, som i den nordlige del af Københavns Kommune, hvor valgkampen skal udspille sig.
Her skal der arbejdes for, at den landspolitiske udvikling, der de seneste år er gået i positiv retning for København kan fastholdes, så en god service for borgerne, socialt og på mange områder også kan betales.