Den sydlige del af Grøndal
Turen gennem den del af Grøndalskvarteret, som ligger syd for Ringvej II, begynder i Grøndalskrydset ved kvarterets nyeste større boligkompleks, opført i begyndelsen af 1960’erne. På grunden havde indtil da ligget husvildebarakker bygget lige efter 1. verdenskrig. Barakkerne var to-etages træbygninger tegnet af arkitekt H. C. Andersen. Bebyggelser af samme type var opført flere steder i byen, der findes nu kun enkelte tilbage. Den mest karakteristiske ligger langs Ragnhildgade på overgangen mellem ydre Nørrebro og ydre Østerbro. Her kan man se, at disse bebyggelser, skønt primitive og med små boliger, ikke var uden kvaliteter. De lave bygninger, materialerne, friarealernes småhaver og fælles opholdsarealer, gav bebyggelserne et levende, menneskeligt og uhøjtideligt præg, som man nok kan savne i mere solide etagebebyggelser med bedre boliger. Den nye bebyggelse opførtes med en højere udnyttelse.
Facaden langs Godthåbsvej forstærker vejens åbne karakter og fine forløb på denne strækning i modsætning til den nyere randbebyggelse på vejens modsatte side.
På den anden side af Rønnebærvej ligger lange treetages boligstokke »Fordreshus«, »Grøndalshus« og »Godthåbshus«.
De er tegnet af arkitekterne Thorkild Henningsen og Karl Larsen for Socialt Boligbyggeri 1926-29.
De underste boliger er forsynet med forhaver ud mod vejen.
Bag bebyggelsen går en sti med adgang til små haver, som beboerne i de øverste etager disponerer over. De fire lange stokke danner facade helt ned til Grøndalsparken. »Grøndalshus« og »Godthåbshus« er som de »Store Bakkehuse« forsynet med relieffer over dørene, udført af billedhuggeren Svend Rathsack.
Bagved stokbebyggelsen langs Godthåbsvej ligger haveboligforeningen »Grøndalsvænge«, stiftet i 1911. Man ønskede dermed at fremme eget-hjembevægelsen i Danmark i form af bolig med have for arbejdere og dermed ligestillede.
Medlemmerne af foreningen fik kun brugsret til boligerne, og al værdistigning tilfaldt selskabet.
Kommunen var garant for projektet og sikrede sig tilbagekøbsret på grunden for den oprindelige købesum plus husets værdi år 2000. Medlemsretten kunne ikke videresælges.
Husene opførtes mellem 1914 og 1920 efter tegninger af arkitekterne Poul Holsøe og Jesper Tvede, som fritliggende enfamiliehuse eller dobbelthuse.
konkurrenceforslag 1908
Bebyggelsesplanen er udformet efter samme idéer, som tidligere beskrevet ved bebyggelsen omkring Vognborgvej og Grysgårdsvej (5) med romantisk slyngede vejforløb, hist og her småpladser, men uden samlende træk eller større fælles friarealer, som ved f.eks. Bakkehusene.
Kvarteret kan virke noget monotont i al sin formløshed. Foreningens medlemmer kunne vælge mellem 15 forskellige typer, som dog alle havde samme karakter med ensartede materialer og proportioner. Det har givet kvarteret et rart og roligt helhedspræg.
Det er fornuftige uprætentiøse huse med røde tegltage og pudsede eller røde murstensfacader, som sammen med frodige beplantninger, flagstænger og hvide stakitter (som dog desværre er ved at forsvinde) giver indtryk af idyllisk købstadsmiljø.
Et blik op ad Fordresgårdvej mod Grøndalskirken og billedet er slående. Måtte vi ønske, at de moderniseringer, som for tiden pågår, bliver udført med kærlig og nænsom hånd og med øje for helheden. Det sker ikke alle steder. Mange tilbygninger i form af vindfang og/eller carport er hårdhændet påklistret. Huse som disse bør behandles som veteranbiler, gamle træskibe og antikke møbler.
Det kræver omtanke, når de samtidig skal fungere praktisk som boliger, være rimeligt økonomisk at vedligeholde og opvarme.
Haveboligforeningen havde oprindeligt sin egen brugsforening. Den blev imidlertid nedlagt og beboerne henvist til Godthåbsvej, som nærmeste indkøbsmulighed.
Udadtil strammes bebyggelsen op af række- og etagehuse, som f.eks. her på Hulgårdsvej og Hvidkildevej. De lange længer fungerer i dag som en støjbeskyttelse mod trafikken på de store veje – for dem som ikke bor der.
Rækkehusene langs Hulgårdsvej er dels tegnet af Thorkild Henningsen i 1924 og dels af Poul Baumann i 1927. Husene er opført af KAB til salg for private. Det gælder også husene på Hvidkildevej og Mågevej, som er tegnet af A/S Dominia i 1927.
Karréen omkring Genforeningspladsen er en anden karakteristisk boligbebyggelse fra tyverne. Den er i tre etager opbygget efter en stram, symmetrisk komposition omkring et stort fælles friareal, som hovedsagelig anvendes til sportsformål. Symmetriaksen udgår fra Bellahøjgården på toppen af bakken. Bebyggelsen er præget af de bygningsidealer, som praktiseredes i de nye byer, der i denne periode anlagdes udenfor de store engelske industribyer. Symmetriaksen passerer en hel række af pladser og byrum mellem Hulgårdsvej og krydset mellem Hvidkildevej og Borups Alle. Specielt det lille hævede torv med udsigt mod byen er karakterfuldt.
Også denne bebyggelse havde oprindelig egne butikker. De lå i den høje stueetage ud mod Mågevej, men er nu nedlagte. Der ligger i dag en del småbutikker på den anden side af Borups Allé. Langs Borups Allé er der ligesom langs Sallingvej – Hulgårdsvej sket en stærk forringelse af miljøet på grund af stigende trafik og store vejudvidelser.
På vej hen imod Hillerødgade passeres »Hvidkildegård«, tegnet af arkitekt Ivar Bentsen, og opført af KAB i 1930. Det er en karrébebyggelse i 3 etager med et haveanlæg i midten.
Efter at have krydset Hillerødgade, en af de smukkeste vejstrækninger i København med bevarede vejtræer, fortsætter man ad den fredelige Grøndalsvænge Allé langs sydsiden af haveboligforeningen Grøndalsvænge.
Grøndalsvænge Allé løber langs med dalen, hvor Grøndalsåen tidligere dannede en naturlig geografisk grænse mellem København og Frederiksberg kommuner. Åen er nu rørlagt og i stedet løber S-banens Frederiksberg-linie. De lavt liggende arealer er vanskelige at bebygge og dele af dem ligger stadig hen som vildnis. Ud til Borups Allé ligger et forsømt areal som fungerer som en uformel, men meget benyttet knallertbane. Arealet er en påmindelse om de planer som kommunen har haft for en ringvej langs jernbanen, den såkaldte »Godsbanelinie«. Disse planer er dog nu efter alt at dømme skrinlagte.
Bag rækken af individuelt udformede enfamiliehuse på sydsiden af Grøndalsvænge Allé, hvoraf nr. 7 og nr. 9 er gode eksempler, ses nogle bygninger, som tilhører Københavns vandvæsen, der her disponerer over et meget stort areal.
Ved siden af vandværksgrunden ligger Københavns kommunes skolehaver, som blev oprettet, for at københavnske skolebørn specielt fra de tætte brokvarterer kunne få mulighed for at dyrke et lille stykke jord, og levere et kærkomment supplement til familiens grøntsagsforsyning.
Haverne er stadig meget eftertragtede, og fra forår til høst vrimler det med børn, som ivrigt håndterer haveredskaberne. Haverne er yderst sirligt anlagte og holdte.
Det smalle areal langs banen, blev anlagt som park, efter i mange år at have ligget forsømt hen. Grøndalsparken fortsætter helt til Damhussøen, hvorfra der ad gang- og cykelstier er videre forbindelse til Vestvolden og Utterslev Mose. For at nå Damhussøen må man dog flere steder krydse trafikerede veje, selv om de lavere liggende stier relativt enkelt kan føres under vejene i en tunnel, som det er sket ved Godthåbsvej. Stinettet på Frederiksberg og i den Københavnske del af parken er ikke forbundet med hinanden udover via de almindelige veje. Nye forbindelser på tværs af banen ville være en stor forbedring for fodgængere og cyklister. Man kunne også forestille sig, at man ved at genskabe vandløbet, måske blot på visse strækninger, kunne give det meget benyttede parkstrøg nogle ekstra attraktioner.
Hvor jernbanen krydser Godthåbsvej ligger Godthåbsvejens Station. Banen bliver ikke benyttet i samme udstrækning som det øvrige S-togs-net, fordi den ikke har direkte forbindelse til de store stationer inde i København.
De små beskedne træbygninger er de oprindelige stationsbygninger, som stadig bruges.
På den anden side Godthåbsvej ligger en tæt etageboligbebyggelse, der er fire etager høj med ret sparsomme friarealer.
Bagved, på A. F. Beyersvej, finder man kvarterets ældste bevarede bebyggelse, bortset fra gården på Bellahøj.
I slutningen af 1800 tallet opførtes de første boliger i det som senere skulle blive Grøndalskvarteret, på Frederiksgårdens jorder. Det har formentlig været boliger for folk, som arbejdede på nogle af fabrikkerne, som opstod i byens udkant. Disse boliger var det første tegn på, at storbyen begyndte at nå ud til de store åbne landområder mellem Brønshøj, Utterslev og Vanløse.
Området ned til åen havde oprindelig været overdrevsjorden til disse landsbyer, indtil sogneudskiftningen i slutningen af 1700 tallet. Den lille bebyggelse på 10-15 småhuse er nu fuldstændig omklamret af tæt etagebebyggelse og en udskiftning og fortætning af den oprindelige bebyggelse, er i fuld gang. De gamle huse, som med deres haver trods alt giver området en vis åben og grøn karakter, rives ned et for et og erstattes med fire-etages boligblokke, haverne anlægges til parkering.
Hvis området havde været omfattet af en samlet detaljeret planlægning, var der mulighed for at forbedre kvarteret som boligområde i stedet for, at det forringes yderligere.
På Vendsysselvej ligger endnu en etagebebyggelse »Vendsysselhus« tegnet af Thorkild Henningsen i 1924-25. Også her er der haver til boligerne. Over indgangspartierne er der indsat relieffer udført af billedhuggeren Svend Rathsack.
Overfor ligger »Skagensbo« bygget 1936 af arkitekt K. Weidmann Pedersen.
Det er tre sammenbyggede etagehuse.
Dobbelthusene langs Morsøvej har en utraditionel udformning. De er delte på den lange led, langs med tagrygningen i stedet for som normalt på tværs af husets længderetning.
På Morsøvej ligger også en boligbebyggelse med overvejende étværelses lejligheder bygget af arkitekt Kaj Gottlob.
Frederiksgårds Skolen ligger, hvor tidligere Frederiksgården lå, og er ligesom denne et trefløjet bygningsanlæg med en sydvendt gård. Bygningerne virker hyggelige og hjemlige i størrelse og materialevirkning. Skolen er opført i 1951. Tegnet af arkitekt Fritz Schlegel.
De tre karréer på den anden side af Frederiksgårds Allé er eksempler på en bebyggelsesform som på tidspunktet (1933) for deres opførelse burde have overlevet sig selv. Et eksempel på spekulationsbyggeri, hvor det først og fremmest har drejet sig om at få presset så mange boliger som muligt ind på arealet.
Alligevel er det ved en hensigtsmæssig placering af karréerne lykkedes arkitekten at skabe et attraktivt grønt område på arealet mod syd.
På vejen tilbage til Grøndalskrydset kommer man forbi en strækning med meget blandet bebyggelse. Her ligger stadig et par af de første småhuse langs denne yderste del af Godthåbsvej, men ligesom A. F. Beyersvej er strækningen under stærk omdannelse. Og her har man sidste chance for at forsyne bydelen med nogle af de fællesfaciliteter som savnes, bibliotek, medborgerhus, fritidsklubber for børn, socialcenter, dagcenter for kvarterets mange pensionister, kort sagt nogle af de aktiviteter som kunne gøre Grøndalskvarteret til en attraktiv og velfungerende bydel.