Kvarteret omkring Randbølvej
I Grøndals yderzone ligger et par markante bygninger, hvoraf den ene, Katrinedalsskolen, blev skelsættende for dansk skolebyggeri. Desuden gemmer der sig her en lille illustrerende historie om, hvor svært det er at styre et byområdes udvikling ved hjælp af servitutter.
På hjørnet af Sallingvej og Bellahøjvej ligger Adventskirken, også kaldet »Ungdommens Kirke«. Den er tegnet af arkitekt Erik Møller, opført under krigen og trods mangel på byggematerialer indviet i 1944. Det er en bygning med et afdæmpet udtryk, opført i den særlige danske variant af funktionalismen, der fik navnet »Den Funktionelle Tradition«.
Denne betegnelse skulle indikere, at den moderne arkitektur, som arkitekterne søgte at udvikle, var i slægt med gammel dansk byggetradition.
Igennem århundreder var gamle danske brugstyper, f.eks. landbrugsbyggeri, udviklet og forbedret, og med tiden var alle uhensigtsmæssige, »ufunktionelle« løsninger luget væk.
Tilbage var kun de løsninger, som tjente konkrete funktioner. Det blev en fordansket bearbejdning af den mere historieløse internationale funktionalisme, hvor forbindelsen tilbage til den sunde nationale tradition blev understreget. En stilfærdig arkitektur præget af omhu for detaljer og materialevirkninger.
Ikke langt fra Adventskirken, på Randbølvej, ligger Katrinedalsskolen. Den er tegnet af arkitekt Kaj Gottlob, taget i brug 1934.
Med Katrinedalsskolen blev aulaskolen introduceret i Danmark. Skolen er formelig bygget op omkring det centrale rum, der kaldes en aula, og som i dette første forsøg blev et af de smukkeste rum af denne type i Danmark.
Skolen er inspireret af den internationale funktionalisme, men allerede på dette tidlige tidspunkt fortolket i en forfinet form.
Randbølvej blev fuldt udbygget i begyndelsen af 50’erne. Kommunen ejede grundene og udstykkede med tilbagekøbsret. Med dårlige erfaringer fra de »fritvoksende« villakvarterer ønskede man her at regulere bebyggelsen, at sikre rimelige funktionelle og æstetiske forhold. I tre omgange forsøgte man sig og med vekslende succes.
Det først udstykkede areal mod sydøst blev i 1935 underkastet servitutter, der bestemte, at alle bygninger skulle opføres i nordskel, altså helt op imod den nordfor liggende nabogrund. Der måtte højst være to beboelseslag (etager) – evt. garage i kælder. Husene skulle ligge mindst 6 m fra naboskel. Hegn imod naboer højst 1,80 m. Der var plantningsservitutter og facadecensur.
Resultatet af disse anstrengelser blev et boligområde, der i forbløffende grad ligner alle andre. Den ensartede og samlede karakter, man ønskede at opnå, udeblev.
I 1937 blev derfor visse af bestemmelserne ændret, fik mere karakter af påbud. For det nordøstlige areal lød kravet: »Bygninger i 1 etage + udnyttet tagetage for højst 2 familier. Vinkeltag med en ikke afvalmet gavl mod vej. Taget udføres med hældning 5:4, uden trempel og dækket med vingetegl. Desuden placeres husene ved en nærmere angivet byggelinje«.
Nu var mulighederne for individuelle påfund begrænsede, og husenes hovedform blev da også næsten identiske. I dag er forhaverne næsten groet til, og skjuler det kedsommelige billede, de tidligere ud gjorde.
Endnu engang blev servitutterne ændret, og for det sidst udstykkede vestlige areal gjaldt, at der kun måtte bygges i en etage og for kun en familie. Taghældning 1:3, ingen trempel.
Dette sidste areal blev vel det bedste, men nogen sikker indikation for, at denne type servitut vil føre til et godt resultat, er det ikke. Det skyldes i høj grad arkitekternes individuelle dygtighed, at denne strækning er blevet mere tilforladelig, end de andre. Det er et spørgsmål, om en restriktiv regulering sikrer et godt resultat.
en række funktionalistiske enfamiliehuse
Meget tyder på, at en aktiv samlet planlægning er den eneste garanti for et veltilrettelagt by/boligområde – se blot på Grøndalsvænge og Bakkehusene.