Grøndal Tur 1

Den nordlige del af Grøndal

Turen starter i »Grøndalskrydset«, kvarterets centrum og trafikale knudepunkt.

Det er ikke behageligt at opholde sig her på grund af den stærke trafik. De store veje opsplitter bydelen i »øer« som er adskilte fra hinanden ved strømme af biler.

Op ad Godthåbsvej mod bakkens top ligger på østsiden de »Store Bakkehuse«, (1923) tre længer med boliger og butikker. Husene er tegnet af Thorkild Henningsen, arkitekten, som har præget bydelen mest.

Terrænets stigning fremhæves af, at taggesimsen flugter på de tre bygninger.

Desværre er facaderne nu opbrudte af en skiltning, der er uden respekt for bygningernes kvalitet og helhedsvirkning. Dette gælder også »Hillerødhus« (1921) langs Hulgårdsvej, som er tegnet af Th. Henningsen og Ivar Bentsen.

Samme motiv er benyttet af arkitekten Arne Jacobsen 1938 i en tankstation i Skovshoved.

Rødkilde Skole blev taget i brug i 1948. Den er tegnet af Viggo Jacobsen, i en for den tid fremsynet udformning. I stedet for den traditionelle aula byggedes en sportshal, som også anvendes som festsal. Der er to skolegårde, en for små børn og en for store, og sportspladsen var efter tidens forhold stor. Bygningerne er fint tilpasset terrænet. Øverst markerer den høje længe med klasseværelserne bakkens top.

Langs Grysgårdsvej og Vognborgvej ligger den første bebyggelse på kommunens arealer. Den består af 18 ens, enkelt proportionerede bygninger med fire boliger i hver, to i underetagen og to på 1. sal.

Arkitekterne Thorkild Henningsen og Ivar Bentsen brød imidlertid helt med disse idealer, som de fandt urationelle og kunstlede. Med »Bakkehusene« opført 1921 for det nystiftede boligselskab KAB introduceredes en ny bebyggelsesform, der var renset for alle højborgerlige reminiscenser. Rækkehusene skulle være arbejderkulturens boligform, understrege den kollektive bebyggelses positive træk.

Den øverste del af bakken blev friholdt; her opførtes senere Rødkilde Skole. Husrækkerne har forhaver ud til en smal tilkørselsvej og mellem baghaverne ligger en bagsti.

Med Bakkehusene var gjort en stor indsats for at skaffe haveboliger også til mindrebemidlede. Hidtil havde de ellers (med få undtagelser) været henvist til lejekasernerne, medens de fritliggende selvejervillaer var forbeholdt de bedrestillede.

Bakkehusene blev opført med 40 pct. statstilskud, men deres lave »kostpris« beviste, at det er muligt at forene etageboligernes fordele, tæthed og god økonomi, med villaens have og kontakt med jorden. De blev så billige, at huslejen ikke oversteg boligudgiften i etageboliger af samme størrelse. Alligevel varede det – til arkitekternes skuffelse – en årrække inden de blev populære hos arbejderne, og Bakkehusene blev først befolket af »besiddelsesløse intellektuelle«. I dag er det en af de almennyttige boligbebyggelser med de længste ventelister.

Langs de høje dobbelte alléer, som indrammer Rødkilde Plads, nærmer man sig højhusbebyggelsen på Bellahøj, der opførtes efter bebyggelsesplanen i vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen afholdt af kommunen i 1944.

I højhuset kunne man have naturen lige for hånden og samtidig huse ligeså mange mennesker som i de sammentrængte byer. Højhuset vandt i 50erne og 60erne stor udbredelse i Europa, men kun sjældent fandt Le Corbusiers samlede idésæt udfoldelse. Tværtimod betød højhusene i mange lande en grovere grundudnyttelse end tidligere, hvor alle de uheldige virkninger, som vi i dag forbinder med højhuse, kom til udtryk. Men med Irming og Nielsens forslag til Bellahøj, den første højhusbebyggelse i Danmark, lykkedes det at gennemføre et byggeri, der svarer til de første optimistiske forestillinger.

Husene er såkaldte punkthuse, forbundet parvis omkring et elevator- og trappetårn. Tårnet er som regel af glas for at give blokkene et lettere udseende. Bemærk, at de tilsyneladende ens huse har en meget varieret detailudformning. De er tegnet af forskellige arkitekter.

Bellacentret opførtes på dispensation fra fredningsmyndighederne i 1965, da markens anvendelse som dyrskueplads var ophørt. Betingelserne var, at bygningerne fjernedes efter senest 10 års forløb. Centret blev derfor bygget af elementer, der kan demonteres, flyttes og genopføres et andet sted.

For Grøndalskvarteret er hallerne ikke velbeliggende til lokale formål. De ligger perifert i kvarteret, afskåret fra de omkringliggende boligområder af store trafikårer.

De oprindelige planer for området var, at der her skulle opføres en bebyggelse af karakter som Bakkehusene med friholdelse af bakketoppen og friarealerne i forlængelse af Genforeningspladsens akse. Senere har der været forslag til at anlægge Bellamarken som park med træplantninger, græsklædte arealer, udendørs sportsbaner, cirkusplads og fritidsgård med dyrehold, en »Fælledpark« eller »Søndermark« for ydre Nørrebro og Nord-vest kvarteret.

På den anden side af Borups Allé er den østlige del af marken udnyttet til en ucharmerende blanding af tilfældige bygningsanlæg. På dette sidste tiloversblevne areal frister nu omrejsende cirkus og tivoli en kummerlig tilværelse. De store samlede planer for Bellahøjmarken synes således truet af en kaotisk og tilfældig anvendelse af området.

Ud for Rødkilde Plads ligger Københavns højeste punkt. Herfra kan man se, at aksen gennem pladsen har retning mod Københavns rådhus. Her langs med højderyggen lå fronten på svenskernes lejr under Københavns belejring i 1658-59. Man kan forestille sig, hvor fordelagtig en position man har haft fra anlæggets volde og bastioner til at overvåge og beskyde byen.

Udsigten skæmmes af det gamle Bellacenters interimistiske bygninger med deres store flade paptage og af den lige så interimistiske anlagte campingplads.

Fra Bellahøj videre gennem et parkanlæg, planlagt af havearkitekten C. Th. Sørensen. Den amfiteatralske friluftsscene er opbygget af de store jordmængder, som blev tilovers ved udgravningen til højhusene.

I Bellahøjs østlige hjørne ligger et pompøst bygværk i tung, historisk inspireret stil. Det er et vandreservoir, opført 1912 af arkitekt Andreas Fussing.

Også beboerne i de nærliggende karréer nyder godt af de store friområder. Karrébebyggelser er en traditionel etagehusform med mange positive sider, når bebyggelsestætheden som her ikke er højere, end at både boliger og friarealer har gode lysmæssige forhold. De lukkede gårdrum beskytter mod vinden og giver gode lege og opholdsmuligheder. Gaderummene er dog temmelige triste, træplantning ville være en stor forbedring.

Bygningerne har mange fine detaljer, portgennemgange, og krydset mellem Annebergvej og Sandagervej er specielt ved at danne et pladsagtigt rum i 1. sals højde. Bebyggelsen er opført i 1927-33 og tegnet af arkitekten Johannes Strøm-Tejsen.

Hegnshusene blev opført af boligselskabet Socialt Boligbyggeri 1940-41. Arkitekterne var Kay Fisker, C. F. Møller og Erik Jensen. Boligerne var tiltænkt børnerige familier. Af økonomiske grunde er husene meget smalle, og for at mindske eventuelle gener af de nære naboforhold har de adgang skiftevis fra øst og fra vest. En halvcirkelformet murhegnet udeplads ved hvert hus adskiller indgangsdørene.

C. Th. Sørensen var arkitekt for haveanlægget. Bemærk de sjove bølgede adgangsstier.

Langs Dybendalsvej ligger bebyggelsen, »Slettegården«. Det er en stokbebyggelse, en bygningstype, som i 30’erne afløste karrébebyggelsen som den dominerende etageboligform. På dette tidspunkt blev det den almindelige opfattelse, at boligernes orientering i forhold til solen burde være udgangspunktet for bebyggelsers udformning. Idealet var, at alle boliger fik opholdsrum mod vest og soverum mod øst, hvilket ikke kunne lade sig gøre i en karrébebyggelse. Man kan indvende mod stokbebyggelsen, at friarealerne mellem bygningerne ikke giver samme læ og beskyttelse, som karréens lukkede gårdrum. Dybendalsvej er ikke desto mindre en karakterfuld vej, med fin variation af beplantningen og bygningernes størrelse og farve. Husene er opført af Socialt Boligbyggeri, tegnet af arkitekt A. Skjøt-Petersen 1933-34.

Mellem blokkene på Dybendalsvej ses en anden stokbebyggelse, såkaldte altankarnaphuse, en bygningsform, som blev udviklet i 40’erne. Etageboligen fik herved egen udestue og mere lys og luft.

Denne forening (oprettet i 1915) påvirkede udformningen af enfamiliehuset bort fra det prætentiøse, overpyntede, stærkt individuelt udformede, som tidligere havde været fremherskende, hen imod enkle huse præget af dansk købstadstradition med gode naturlige materialer og smukke proportioner. Hele villaområdet mellem Sallingvej og Bellahøjvej rummer ca. 130 boliger.

I stokbebyggelsen på Dybendalsvej mellem Sallingvej og Bellahøjvej er til sammenligning ca. 230 boliger. Det giver en fornemmelse af, hvor arealkrævende villabebyggelse er.

I yderkanten af villakvarteret ud til Sallingvej ligger en bebyggelse tegnet 1923 af Thorkild Henningsen, arkitekten som også var hovedkraften bag Bakkehusene. Husene forskyder sig for hinanden og har tilsvarende de senere »Hegnshuse« indgang skiftevis fra øst og vest, således at nabohuse aldrig har indgang ved siden af hinanden. Hvert hus har, på grund af forskydningerne en terrasse, som er beskyttet mod indblik fra nabohuset. Thorkild Henningsen har med denne nyskabelse forsøgt at løse problemerne med det meget nære naboskab i denne boligform.

Sallingvej er en del af Ringvej II og en af de mest befærdede vejstrækninger i København. Sallingvej og Hulgårdsvej var oprindeligt anlagt som boulevarder med alléplantninger og brede cykelstier og fortove, hvor der også var plads til, at butikslivet kunne udfolde sig. Da privatbilismen tog fart, blev træerne fældet og kørebanen udvidet til fire spor med ekstra vigebaner ved krydset. Denne forringelse blev ikke erstattet kvarteret og de mange boliger ud til vejen; ingen støjafskærmning af friarealerne eller boliger, ingen bedre sikring af fodgængere og cyklister, som kunne have afbødet de værste gener og ulykker.

En af de bygninger, der markerer krydset som bydelens centrum, er det noget specielle jern-betonhus, som ligger skråt ud imod hjørnet – en beliggenhed som lokalt har skaffet bygningen det lidt spydige tilnavn »Færgen«. Bygningskomplekset opførtes i 1936 (arkitekt Fritz Schlegel). Apotek, bank og biograf henvender sig til gaden med detaljer og skiltning.