Radiocauserier – “Saa gik ……” se Nytårstalen 1947 nedenfor
Blogger: Jens P. skrev på internettet- Erindringsforskydning 2008
Engang i 1940’erne var der et uhyre populært program på radioen. Maleren og forfatteren Mogens Lorentzen havde hver måned et causeri, det hed f.eks. “Så gik oktober”.
Her blev den forgangne måneds vejr etc. behandlet poetisk og humoristisk.
Jeg mindes en varm sommeraften, da jeg måtte løbe hjem fra biblioteket for at høre ham; – fra åbentstående vinduer lød hans stemme hele vejen. Alle lyttede på hans udsendelse.
Mogens skulle holde foredrag i et forsamlingshus i Thy, og kunne ikke finde stedet i tusmørket.
Han spurgte en forbipasserende skygge om vej. –
“Bare lidt længere frem ad vejen, hr. Lorentzen”
“Hvordan kender de mit navn?”
“Stemmen Hr. Lorentzen, stemmen.”
Radioen blev Mogens åbne vindue til den brede befolkning. – Mange af causerierne blev udgivet i bogform, og solgt sammen med hans øvrige bøger, bl.a. Medmennesker, Familien Gelinde, Rundetårn og den vide verden.
Nytårstale 1947
Forfaret er et udslidt år,
et år af dine levedage
Ak, ubønhørligt tiden går
og vender aldrig mer tilbage
Men den, som ved en skæbnens gåde
forskånedes for krig og krak,
han tog med glæde mod dets nåde
og følger det til dørs med tak !
For bagom alle rædslers magt
var verden dog den samme, skønne:
sang lærken ikke uforsagt ?
blev ikke alle bøge grønne ?
Og derfor selvom grunden skrider
under fornuften – tror vi dog,
at nu som før i alle tider
er frugtbarheden livets lov.
Og som vi daglig følger råbet
fra dagen, efter nattens rast,
så vil vi også håbe håbet.
Vi gror, så længe det står fast.
Trods dyrekøbt erfaring trygge –
ud over vores egne kår –
tror vi, at liv betyder lykke.
Og derfor: Vel mødt nye år !
I 1940 udgav Mogens Lorentzen ”Grøftekanten”, der er radiocauserier samarbejdet til bogform.
Her er et par klip. Han skildrer en tidlig majmorgens stemning i bogens begyndelse.
Og slutter bogen med en hyldest til piletræet.
Morgen i Maj
Det er en ganske tidlig Morgen i Paradisets Have; Solen er endnu ikke kommet frem.
Alle Træerne staar urørligt og blander deres lyse Løv mellem hinanden …. Bøgen og de graa Pile, den brune Valnød og Rønnebærtræet.
Kastanjerne knejser som grønne Bjerge, dækket af Tusinde bitte, sneklædte Graner, der hver for sig er en Blomst.
Det hele er saa stille som et Billede.
Hlhlhlhlhl! der flyver to Ænder op. Og i Viftet fra deres Vinger begynder det at drysse med Blomster fra Frugttræerne, der tegner sig hvide op mod den kølige Morgengrønhed. De svinger i en Bue ud over Engen og er væk.
Saa ligger alting igen saa roligt, som om det var malet.
Men Haven spiller af Fuglesang. Over en stadig Bund af Kvidder og Pippen løfter sig Lærketriller, blanke Fløjteløb fra Droslen og korte Melodimotiver fra de morgenfro Nattergale.
Ænderne kommer tilbage og lander med et Skræp paa Kanalen, idet de river Spejlbilledet af den lyse Himmel itu med Kiler af Bølgeskaar.
Klokken ovre i Rødovre Kirke slaar 4.
Det er en Morgen i Maj.
Årets Gang
Der er her forsøgt at give et Billede af et ganske almindeligt, jævnt Aar regnet fra Løvspring til Løvspring, Aarets egentlige Nytaar.
Og idet jeg nu søger at samle det hele i et Billede, ser jeg for mig, som i et Erindringens Glimt fra min Barndom, et Piletræ …. en gammel, skæv Knokkel af en Stamme, arret og rynket i Barken og med store Knyster efter udgaaede Grene.
Den er stynet Gud ved hvor tit; Aar efter Aar har den maattet af med Kvistene til Vidjer, der har skullet gøre Gavn som Kurvefletning, men næste Foraar voksede de ud igen, stædigt og tillidsfuldt.
Nu staar de hundredetusinde Pile langs alle Veje og Markskel, Havegærder og ind ved de hvide Gavle endnu uudsprungne men med Grenekronen fuld af flittige, kvidrende Fugle. Der staar en Tone af Frodighed og Dagligflid om det gamle Træ, der hælder sig efter Vinden og venter sit Foraar.
Ære være Pilen!