Baggesens Allé | Fra Herlufsholmvej til Jyllingevej. Navngivet 4. februar 1899. På en udstykningsplan er vejen benævnt Paludan Müllersvej, men dette forandredes til Baggesens Allé, som godkendtes af sognerådet. Opkaldt efter digteren Jens Baggesen (1764-1826). Navnet ændredes i 1926 til Katholmvej på grund af navnelighed med Baggesensgade på Nørrebro. |
Bartholdys Allé | Fra Thorupgård Allé til Hyltebjerg Allé. Navngivet i begyndelsen af 1900-tallet. Opkaldt efter handelsgartner Theodor Valdemar Bartholdy (1869-1937), som havde et stort gartneri på Linde Allé. Fællesudvalget kunne ikke godkende navnet, hvilket grundejerforeningen allerede havde fået meddelt i 1921. Navnet blev ændret til Krogagervej i 1932. |
Bjørnholmsvej | Fra Vanløse Allé til Katrinedalsvej. Navngivet i 1920. Opkaldt efter hovedgård på Djursland i Århus Amt. Navnet blev ændret til Kilholmvej i 1932 på grund af navnelighed med Bjørnsonsvej i Valby. |
Bygaards Allé | Fra Jernbane Allé til Ålekistevej. Opkaldt efter gård nr. 10. Grundejerforeningen anmodede i 1916 Fællesudvalget om godkendelse af navnet Drachmanns Allé. Dette kunne ikke godkendes. Derefter foresloges i 1918 Bygaards Allé efter gård nr. 10, der lå i området. Dette kunne heller ikke godkendes, men alligevel hed vejen Bygaards Allé, indtil navnet i 1926 ændredes til Børglumvej. |
Bønnelandsvej | Fra Haldagervej til Hyltebjerg Allé. Navngivet jf. Rådstueplakat 7. november 1932. Opkaldt efter lokalt marknavn. Markbogen fra 1682 angiver navnet Bønland Aas. På udskiftningskortet 1779 ses: Bønland. Navnet ændredes jf. Rådstueplakat 24. november 1945 til Birkagervej. Ønsket om navneændring kom fra beboerne, der mente, at navnet var vanskeligt at opfatte i telefon. Det forveksledes ofte med Lundelandsvej og Danalandsvej. Endnu tidligere navn: Hastrups Allé. |
Charlotte Biehls Vej | Fra Jyllingevej til Slotsherrensvej. Opkaldt efter forfatterinden Charlotte Biehl (1731-1788). I et brev fra grundejerforeningen “Kirkestiens Villakvarter” den 15. september 1920 anmodedes der om at få godkendt dette navn, men Fællesudvalget foreslog Havdrupvej, da vejen var en direkte fortsættelse af en allerede bestående vej. Ændringen stadfæstedes i 1921, men blev først effektueret i 1926. |
Dalskovs Allé | Fra Thorupgård Allé til Hyltebjerg Allé. Navngivet først i 1900-tallet. Opkaldt efter handelsgartner Hans Christian Dalskov (1861- 927), som havde et gartneri på Alekistevej. Han levede ved navngivningen. Vejnavnet ændredes i 1932 til Risagervej. |
Dannebrogs Allé | Fra Jyllingevej og nordpå. Vejen endte dengang blindt. Navngivet 3. september 1898. Opkaldt efter det danske flag. Navnet blev ændret i 1926 på grund af forveksling med Dannebrogsgade på Vesterbro. |
Dr. Hindhedes Allé | Fra Hyltebjerg Allé nordpå til Toftøjevej, hvor den endte blindt med en høj hæk. Navngivet 15. november 1916. Opkaldt efter lægen Mikkel Hindhede (1862-1945). Som det ses, levede han, da vejen fik navn. Han havde et sommerhus og nogle parceller på vejen. Navnet ændredes jf. Rådstueplakat af 20. november 1951 til Tyborøn Allé. |
Eleonora Kristinas Vej | Fra Jyllingevej til Slotsherrensvej. Navnet blev foreslået af grundejerforeningerne “Kirkestiens Villakvarter” og den sydligere liggende “Hver Sit”. Navnet blev forkastet af Fællesudvalget i 1920. Opkaldt efter prinsesse Eleonora Christina (1621-1698). Personnavnet er stavet forskelligt på de eksisterende kort, men her er Rådstueplakatens navn benyttet. I 1921 blev det besluttet, at vejen skulle hedde Højstrupvej, da den blev en naturlig forlængelse af denne vej. |
Ewalds Allé | Fra Herlufsholmvej til Jyllingevej. Navngivet 4. februar 1899. Opkaldt efter digteren Johannes Ewald (1734-1781). Ændredes i 1926 på grund af forveksling med Ewaldsgade på Nørrebro til Bratskovvej. |
Frederiksdalvej | Fra Selsøvej til Slotsherrensvej. Navngivet jf. Rådstueplakat 28. december 1920: Numrene 22-60 og 29-87 (Vanløsehøjs Haveby) og Rådstueplakat 29. december 1921: Numrene 1-21 og 2-20 (Vanløse nye Villakvarter). Opkaldt efter herregård ved Furesøen i Københavns Amt. Navnet ændredes 1. april 1954 til Tybjergvej på grund af navnelighed med Frederiksdalsvej i Lyngby. |
Gl. Vanløsevej | Fra Ålekistevej til Toftøjevej. Navngivningstidspunktet ukendt. Navnets baggrund: Se Vanløse. I 1921 blev navnet ændret til Vanløse Byvej. |
Glæsel Allé | Fra Hyltebjerg Allé til Thorupgård Allé. Navngivet jf. Rådstueplakat 20. december 1922. Opkaldt efter handelsgartner Julius Clason Glæsel (1856-1906), der ejede et gartneri på hjørnet af Linde Allé og Ålekistevej. I 1927 ændredes navnet til Rødtjørnevej, da det oprindelige navn kunne forveksles med Edvard Glæsels vej på Frederiksberg. |
Godthaabsvej | Gik oprindelig fra Falkoner Allé til Ålekistevej. I 1939 blev navnet ændret til Jyllingevej for vejstrækningen fra Sallingvej til Ålekistevej. Opkaldt efter en gård på Frederiksberg. |
Grøndalen | Vej langs Grøndalsåen fra Frederikssundsbanens overkørsel over åen til Jernbane Allé. Navngivet jf. Rådstueplakat 29. november 1921. Navnets baggrund: Se Grøndalsåen. Ændret i 1932 til Grøndals Parkvej. |
Harboørevej | Fra Lyngholmvej til Svankærvej. Navngivet den 29. november 1921. Opkaldt efter fiskerihavn på Vestkysten i Ringkøbing Amt. Vejstrækningen fra Lyngholmvej til Tipsagervej blev 1926 ændret til Toftøjevej, og strækningen fra Tipsagervej til Svankærvej blev ændret til Krogebjerg. Den 9. november 1929 blev vejnavnet benyttet igen, nu til en vej fra Søndervigvej til Krogebjerg. Denne vej ligger dog ikke i Vanløse. |
Hastruplunds Allé | Fra Ålekistevej til Ved Damhussøen. Navngivet i begyndelsen af 1900-tallet. Opkaldt efter en gartner i Vanløse, enten Jens Hastrup (1828-1901) eller hans søn Knud Julianus Hastrup (1867-1954). Far og søn drev en planteskole på arealet mellem nuværende Hasselvej og Thorupgård Allé fra Ålekistevej til Damhussøen. Da navnet ikke kunne godkendes af Fællesudvalget, ændredes det i 1922 til Hasselvej. |
Hastrups Allé | Fra Thorupgård Allé til Hyltebjerg Allé. Navngivet i begyndelsen af 1900-tallet. Navnets baggrund: Se Hastruplunds Allé. Ændret i 1932 til Bønnelandsvej og i 1945 til Birkagervej. |
Heibergs Allé | Fra Herlufholmsvej til Jyllingevej. Navngivet 4. februar 1899. Opkaldt efter forfatteren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). I 1926 blev navnet ændret til Støvringvej på grund af mulighed for forveksling med Heibergsgade i København. |
Holbergs Allé | Fra Jernbane Allé til Ålekistevej. Navngivet 4. februar 1899. Opkaldt efter forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754). Navnet ændret i 1926 til Herlufsholmvej på grund af mulighed for forveksling med Holbergsgade i København. |
Jyllingevej | Fra Jernbane Allé til Ålekistevej. Navngivet i begyndelsen af 1900-tallet. Opkaldt efter by ved Roskilde Fjord i Frederiksborg Amt. Da man ønskede at benytte navnet Jyllingevej et andet sted i Vanløse, blev navnet ændret til Jydeholmen i 1936. |
Jægersprisvej | Den vestlige ende af nuværende Fuglsang Allé. Navngivet 28. december 1920. Opkaldt efter by i Hornsherred i Frederiksborg Amt. Navnet ændredes til Fuglsang Allé i 1929. Senere er navnet benyttet til en sidevej til Astrupvej i Brønshøj. |
Kirkestien | Den gamle vej, der førte fra landsbyen til Brønshøj kirke, som var sognekirke for Vanløse fra 1184-1909. Kirkestien blev også benyttet af skolebørnene, når de gik til skolen i Brønshøj. Stien er allerede markeret på udskiftningskortet fra 1779. Efterhånden som vejnettet udbyggedes, blev kirkestiens betydning mindre. Den forsvandt først vest for Alekistevej. De sidste rester tillagdes nabomatriklerne så sent som i 1945. |
Kristian Zahrtmanns Vej | Fra Jyllingevej til Slotsherrensvej. Navngivet 15. september 1920. Opkaldt efter maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917). Navnet blev kasseret af Fællesudvalget i 1917, da det ikke passede sammen med de andre vejnavne i kvarteret. Navnet ændredes i 1920 til Tryggevældevej. |
Lampevejens Forlængelse | Fra Finsensvej til Ålekistevej. Navnet opstået i folkemunde. Vejen er en naturlig forlængelse af Finsensvej, der tidligere hed Lampevej. Navnet Lampevej opstod vist nok, fordi en jordemoder, der boede på den del af Lampevej, der nu hedder Howitsvej, havde en lampe tændt uden for sit hus, så man nemt kunne finde hende. Ændredes til Linde Allé i 1893 på grund af det såkaldte Lampevejsmord i 1889, hvor en Vanløseborger, snedker Carl Sørensen, blev myrdet. |
Laybournsvej | Fra Klingseyvej til Jydeholmen. Navnet forekommer første gang i Kraks vejviser i 1917. Opkaldt efter kolonialvarehandler Wilhelm Laybourn (1852-1913), som deltog stærkt i udstykningen af store dele af Vanløse. Navnet ændredes til Løvholmen i 1945. Vejnavnet Laybournsvej har aldrig været officielt godkendt. Beboerne ønskede navnet ændret, da det næsten altid skulle staves, når man afgav sin adresse. |
Leonora Christines Vej | Se Eleonora Kristinas Vej. |
Ledagervej | Fra Krogebjerg til Rødovre kommunegrænse. Navngivet jf. Rådstueplakat 3. november 1926. Vejen blev en del af Jyllingevej i 1939. Navnet er siden brugt andetsteds i Vanløse. |
Lindersvold Allé | Fra Ålekistevej til Ledagervej. Navngivet 29. november 1921. Opkaldt efter herregård ved Præstø Fjord i Storstrøms Amt. Ændret til Krogebjerg for vejstrækningen fra Vangsåvej til den tidligere Harboørevej, resten blev en del af Jyllingevej. |
L.M.Lauritzensvej | Fra Ålekistevej til Ved Damhussøen. Navngivet 4 . september 1893. Opkaldt efter Ludvig Martin Lauritzen (1843-1893), som var landinspektør i området til sin død. Vejnavnet ændredes til Hyltebjerg Allé i 1932. |
Marie Grubbes Vej | Fra Jyllingevej til Slotsherrensvej. Navngivet 15. september 1920. Opkaldt efter adelsdamen, Marie Grubbe (1643-1718). Blev aldrig officielt godkendt, og ændredes i 1921 til Egelykkevej. |
Merkurvej | Fra Grøndals Parkvej til Vanløse Allé. Navngivet 30. december 1918. Opkaldt efter romersk gud. Blev en del af Kilholmvej i 1932. Grundejerforeningen “Vanløse Stationsby” foreslog navnet Engvangen og som alternativ Capellavej, men fællesudvalget bestemte sig til, at vejens navn skulle være et gudenavn. |
Minervavej | Fra Frederikssundsbanens skæring af Grøndalsåen til Vanløse Allé. Navngivet 30. december 1918. Opkaldt efter romersk gud. Ændredes i 1932 til en del af Grøndals Parkvej og Rebildvej. Grundejerforeningen “Vanløse Stationsby” foreslog Bakkevangen og som alternativ Orionsvej, men Fællesudvalget fastslog, at navnet skulle være Minervavej. |
Neptunvej | Fra Apollovej til Vanløse Allé. Navngivet 30. december 1918. Opkaldt efter romersk gud. Grundejerforeningen “Vanløse Stationsby” foreslog Aavangen, men dette blev afslået. Ændredes til en del af Bangsbovej i 1932. |
Nørre Allé | Fra Tryggevældevej til Ålekistevej. Navngivet 3. september 1898. Navnets baggrund: Formodentlig at vejen er den nordligste vej i gård nr. 8’s udstykning. Ændredes til Kirkebjerg Allé i 1926 på grund af forvekslingsmulighed med Nørre Allé på Nørrebro. |
Oehlenschlægers Allé | Fra Herlufholmsvej til Jyllingevej. Navngivet 4. februar 1899. Opkaldt efter digteren Adam Oehlenschlæger (1779-1850). Ændredes til Bygholmvej i 1926 grundet forvekslingsmuligheder med Oehlenschlægersgade på Vesterbro. |
Raunstrupvej | Fra banelinjen til Krogebjerg. Navngivet 2. december 1924. Ændret til Sandhøjen i 1929 på grund af manglende forbindelse med vejen på den anden side af jernbanen. |
Rosen Allé | Fra Ålekistevej til Ved Damhussøen. Nævnt første gang i Kraks vejviser 1897. Navnet relaterer til de mange gartnerier. Ændret til Damstien i 1927. |
Rosenalles Sideallé | Blind vej fra Rosen Allé mod nord. Ikke nævnt i Kraks vejviser, hvilket tyder på, at vejnavnet aldrig har været godkendt. Ændret til Rødtjørnevej i 1927. |
Rubjergvej | Fra Hanstholmvej til Vanløse Byvej. Vejstykket fra Klitmøllervej til Vanløse Byvej blev aldrig anlagt. Godkendt 18. november 1920. Opkaldt efter Rubjerg på Vestkysten i Viborg Amt. Nedlagt i 1971 ifølge Statstidende 14. december 1971. |
Sallingvej | Fra Jyllingevej til Husumvej. Ændret 10. november 1939 til Slotsherrensvej. Opkaldt efter en jysk halvø i Viborg Amt. Tidligere fra 1919 til 1929: Vanløsehøjs Allé og fra 1929 til 1939: Sallingvej. |
Skrædervejen | Fra Jernbane Allé til Ålekistevej. Navnet har været brugt i folkemunde gennem mange år. Som regel betegnet i skrivelser som: Den såkaldte Skrædervej. Navnet stammer fra ejeren af gård nr.13, Skræddermester Johann Jacob Stoffel (1772-1834). Han ejede gården fra 1818 til 1834, da den blev købt af L.C. August, søn af Henning August, som ejede Bogholdergården. Ændret til Klingseyvej 7. september 1893. |
Søgaardsvej | Fra Ålekistevej til Ved Damhussøen. Navngivet 4. september 1893. Opkaldt efter gård nr. 1, der havde navnet Søgården. Ændret til Åbjergvej i 1928 på grund af forvekslingsmulighed med Søgårdsvej i Gentofte. |
Thorups Allé | Fra Ålekistevej til Risagervej. Opkaldt efter gårdmanden og gartneren Jørgen Ludvig Thorup (1835-1914), som ejede gård nr. 2 med navnet Thorups gård. Ændret til Thorupgård Allé i 1932. |
Tverstedvej | Fra Klitmøllervej til Vanløse Byvej. Navngivet 18. november 1920. Opkaldt efter by ved Tannis Bugt i Nordjyllands Amt. Nedlagt 1971 ved meddelelse i Statstidende 14. december. |
Vangsåvej | Lindersvold Allé til Tofteøjevej. I 1926 fik følgende vejstrækninger af Vangsåvej ændret navn: Fra Lindersvold Allé til Toftøjevej: Krogebjerg Fra Tudskærvej til Toftøjevej: Tipsagervej. Nuværende Vangsåvej: se denne |
Vanløse Gade eller Vanløse Gadevej |
Langs landsbyen for enden af Vanløse Byvej. Den gamle landsbygade blev ændret til Toftøjevej i 1921. |
Vanløsehøjs Allé | Fra Jyllingevej til Husumvej. Oprindelig navngivet 15. december 1919, men det blev ændret til Sallingvej i 1929 og igen til Slotsherrensvej i 1939. Man havde foreslået Vanløsehøjvej som erstatning for Vanløsehøj Allé, men det blev kasseret af Fællesudvalget, da det kunne forveksles med Vanløse Allé. |
Vera Allés Forlængelse | Fra Jydeholmen til Klingseyvej. Vejens navn var aldrig blevet godkendt, og i 1942 besluttede Fællesudvalget, at den skulle hedde Rundholmen. |
Ålekistevej | Har tidligere haft en længere udstrækning, end den har nu. Fra gammel tid har Ålekistevej haft forbindelse med Roskildevej langs med Damhussøen. I 1923, da dette vejstykke blev offentlig vej, skulle det navngives, og da vejen var en naturlig forlængelse af Peter Bangsvej, fik den dette navn. Vejstrækningen fra Ålekistevejs nuværende udmunding i Slotsherrensvej og til Rødovre kommunegrænse blev i 1927 ændret fra Ålekistevej til Slotsherrensvej. |