Skip to content
Vanløse bydelshistoriske Arkivs mangeårige arkivleder Niels Petersen skrev i 2001 om arkivets etablering i 1972 og arkivets historie frem til 2001. Det følgende er et uddrag af Niels’ historie om arkivet.

Arkivets oprettelse
Idéen til at oprette et lokalhistorisk arkiv i Vanløse opstod efter en udstilling, afholdt af Vanløse Lokalråd i 1971. Udstillingens titel var: “Vanløse før – nu og i Fremtiden”.

Det var idëen, at vore lokale foreninger skulle præsentere sig med hver sin planche. Dette skulle være “Vanløse Nu” – det gik ikke alt for godt.
Vanløse “I fremtiden”. Her havde vi håbet på, at Københavns Kommunes forskellige institutioner ville være med – denne del gik endnu dårligere.
“Vanløse Før”. Her fik vi hjælp af den lokale afdeling af Lions, personificeret ved farvehandler Ove Martinsen.

Under arbejdet med at indsamle billeder m.m. til udstillingen fik vi forbindelse med Åge Rørmark, der tidligere gennem foreningen Vanløse Kulturgård havde forsøgt at få oprettet et lokalhistorisk arkiv. Han havde ved denne lejlighed (og vist nok også senere) gemt en del papirer (reklamer m.m.) fra bydelen.
Også hans ting fik vi lov til at låne til vor udstilling, ligesom han var behjælpelig med selve arrangementet.

Under arbejdet med udstillingen diskuterede vi mulighederne for at oprettet et lokalhistorisk arkiv.
Vi nåede frem til nogle retningslinier for et arkivs arbejde – først og fremmest udarbejdet af Åge Rørmark. Efter udstillingen fik vi tilsagn fra en del af de personer, som havde lånt os ting, om at vi måtte overtage tingene, hvis der blev oprettet et arkiv. Så gik vi i gang med arbejdet.

Det var nærliggende at søge Lokalrådet inddraget i arbejdet, og her fik vi fuld opbakning til projektet.

 

Det næste var så at finde et lokale
Der viste sig en mulighed for at leje en butik i andelsboligforeningen “Vanløsegård”. Butikkens adresse var – og er – Jernbane Allé 94.
Lokalrådet lejede lokalerne fra december måned 1971 og 1. januar 1972 holdt vi en lille sammenkomst, hvor vi “hilste” på lokalrådets medlemmer og andre venner.

Jernbane Allé 94, januar 1972

 

Dengang administrerede Lokalrådet “Vanløse Forsamlingshus”, og pengene til lokalelejen i nr. 94 skaffede Lokalrådet ved at trække beløbet ud af Forsamlingshusets regnskab. Lokalrådet vedtog retningslinierne for arkivet på sit møde i februar 1972.

Lokalrådet administrerede Forsamlingshuset til engang i 1978, da man ikke længere kunne få indtægterne til at dække udgifterne.

Derefter overtog KUC administrationen af Forsamlingshuset, og Lokalrådets muligheder for at betale arkivets husleje faldt derfor bort.
Efter en del arbejde – og avisskriverier – blev enden på problemet, at KUC fremtidig skulle betale huslejen. De andre udgifter betalte Lokalrådet.

Vanløse lokalhistoriske Forening etableres
Da Vanløse lokalhistoriske Forening, på initiativ af arkivets ledelse, blev stiftet i 1985, engagerede foreningen sig i arbejdet i arkivet.
Arkivets vedtægter blev lavet om. Arkivbestyrelsen blev ændret, så foreningen udpegede 2 og Lokalrådet 3 medlemmer til bestyrelsen. Samtidig blev betalingen af et evt. driftsunderskud fordelt i samme forhold.
Denne fordeling er siden ændret, så Foreningen udpeger 3 og Lokalrådet 2 bestyrelsesmedlemmer, og betalingen af et driftsunderskud er fordelt i samme forhold. Fordeling af udgifterne har fungeret indtil i maj 2001, da KUC meddelte, at man ikke længere ville betale huslejen.
De sidste år har Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning dækket udgiften til husleje.

Ledelsen af arkivet
Bestyrelsen bestod i begyndelsen af Sigurd Bertelsen, formand i Lokalrådet, Niels Petersen, næstformand i Lokalrådet, Åge Rørmark og lederen af biblioteket i Vanløse. Arbejdsfordelingen var således, at Sigurd Bertelsen og Niels Petersen var til stede i arkivets åbningstid hver fredag mellem 17 og 19.
Åge Rørmark og Niels Petersen arbejdede lørdag eftermiddag med at registrere indkomne emner.

Arkivbestyrelsen bestod i oktober 2001 af Torben Andersen og Egon Nielsen, begge fra Lokalrådet, og Lene S. Andersen, Else Krøigaard og Niels Petersen fra Lokalhistorisk forening.

Arkivets udadvendte arbejde
Niels Petersen har igennem de mange år besvaret et utal af henvendelser personlige, telefoniske eller pr. post ud fra arkivets arkivalier og hans store viden om Vanløse. Henvendelserne er mest kommet fra Danmark, men der er også kommet breve fra Tyskland og USA.
Arkivet har også kunnet være behjælpelig med stof til TV og radio.

Gennem årene har arkivet leveret billedmateriale og stof til Lokalhistorisk Forenings mange udgivelser af hæfter om Vanløse.

Arkivet har også deltaget i og endog arrangeret udstillinger, bl.a. da arkivet fyldte 25 år. Nævnes skal også, at vi sammen med Lokalhistorisk Forening har haft en stand på det lokale kræmmermarked.

Niels Petersen har desuden “optrådt” med foredrag mange forskellige steder – ofte illustreret med dias.

Kræmmermarked 1991

 

Arkivets fremtid
Efter Niels Petersens død i februar 2010 har arkivet fået ny arkivleder og ny bestyrelse.
Vi er i gang med at få indblik i arkivets samlinger og registreringer.Fra arkivets start er der oprettet kartotekskort, sagsmapper og protokol over arkivets store mængde registrerede arkivalier. Hovedparten af disse registreringer er maskinskrevne og ikke overført til nutidens edb-teknik. Derfor kan fremfinding i arkivets samlinger være ret tidskrævende.

Det er hensigten at starte en omlægning af registreringssystemet, således at betjening af henvendelser kan blive bedre og hurtigere, og således at arkivets store billedbeholdning kan blive tilgængelig på internettet og – ikke mindst – sikres for fremtiden.

Opdateret 27.11.2011

Back To Top