Vanløse – en oldtidsboplads
Vanløse er et af Københavns nyeste storbykvarterer.
Da Vanløse blev indlemmet i Københavns kommune, var størstedelen endnu pløjemark og først i tiden efter 1. verdenskrig forsvandt det naturlige landskab helt, bortset fra Damhussøen med Engen, og forstadsbebyggelsen begyndte at sætte sit præg.
Selvom Vanløse som bydel er af nyere dato, er selve landsbyen, der lå på Damhusengens østre bred, en ældgammel boplads.
Isen danner landskabet.
Ved istidens slutning (før 10.000 f.Kr.) blev det danske landskab dannet. De mægtige isgletschere kurede hen over landet og fremkaldte dale og bakker, idet de både udhulede fordybninger i jordfladen og aflejrede grus og sten, sand og ler.
Den sidste store ismasse kalder man Øresunds-Gletscheren. I en bue kom den fra Østersøen rundt om Skaane og lagde sin klamme hånd over det meste af Danmark. Den dannede det jævne østsjællandske landskab med dets små bakker og dale, og sandsynligvis skabte den Køge Bugt og Øresundet. Da klimaet blev varmere, trak den sig tilbage ad den vej, den var kommet, men en tid lang stod den dog stille langs Køge Bugts nordlige kyst og ved Kalvebod Strand. Fra nord strømmede vandløbene ned mod isranden, men denne forhindrede brat deres videre løb.
Floderne og åerne, bl.a. Store Vejleå og Rosenå, blev tvunget til at gaa langs med isens nordkant mod øst, og de standsede først der, hvor Harrestrupå i dag udmunder i Køge Bugt. Inde under selve gletscheren havde der nemlig samlet sig en mængde smeltevand, og dette førtes ud til isranden af en af de såkaldte tunneldale (“Sorterende” i Køge Bugt), og derfra førte Harrestrupåen det videre ind i landet.
De vandmasser, som kom langs isen, blev derfor forenet med smeltevandsfloden og ledt 4-5 km mod nord til den nuværende Damhussø’s terræn; herfra videre gennem Grøndalsåen, Lersødalen og Ryvangen, indtil vandet endelig udmundede i Øresundet, der hvor nu Tuborg-bygningen ligger.
For Vanløse blev Øresunds-Gletscheren af afgørende betydning, idet stedet, hvor den nordlige del af Harrestrupå stødte til vandfloden fra syd, blev uddybet således, at det i Middelalderen blev muligt at skabe den nuværende sø, Damhussøen.
(Her kan indsættes et istidskort)
Navnet Vanløse ældgammelt.
Det landskab, som isen havde efterladt mellem Harrestrupå og Grøndalså, et terræn, der skrånede svagt mod syd, var det, vi kalder Vanløse. Jorden her var fra begyndelsen ualmindelig frugtbar, frodig på græsarter og buske samt fyldt med små vandløb og kær. En bestemt plante var særlig karakteristisk på dette sted. Det var en to meter høj urt med grønne blomster i hvælvede skærme, kaldt Kvan eller Hvan. Urten Hvan var en meget vigtig og yndet spise for oldtidens mennesker, og om foråret blev dens unge stængler nydt som forfriskende grønt ovenpå vinterens fede og kødrige kost. I mange år anså man derfor, at navnet Vanløse var opstået på grund af planten, og det ses også i Vanløses våben. Sprogforsker Bent Jørgensen har imidlertid forkastet denne tanke i 1953, da Kvanen ikke voksede vildt i 1100 tallet, hvor stednavnet nævnes for første gang som Huanlose i pave Urban III´s gavebrev til biskop Absalon. Forskere mener derfor, at Van stammer fra et gammeldansk ord Hwatn, som bl.a. kan betyde rask, snar, hurtig og relaterer sig til Harrestrup Å. Ordet ”løse” er fastslået som betydende lysning, åbning, mark. Derfor er konklusionen i dag, at Vanløse betyder ”lysningen ved den hurtige (hvasse) å.
De første mennesker.
For 12.000 år siden kom de første streifere til Danmark. Med økse eller bue drog de gennem landet og jagede urokser og bjørne, fugl og fisk. Deres jagt gik gennem skov og krat – over eng og ved sø. I over 7000 år levede menneskene i Danmark således, men i den “yngre stenalder” (ca. 3000-1500 f. Kr.) begyndte de at bosætte sig, og jægeren blev bonde (egntl. bo-ende), kvægavl og agerbrug holdt sit indtog i landet.
Allerede dengang menes Vanløse at være blevet beboet. Stedets letopdyrkelige skråninger vidner om det. Engstrækningerne ved Harrestrupå har været et fortrinligt bosættelsessted: Jorden var frugtbar og skovfri, og egnens vandløb, oldtidens færdselsveje, førte både mod syd ud til bugten og havet samt mod nord og vest ind i landet.
Tæt på østsiden af disse engstrækninger, hvor landet hæver sig til 9 meter over havspejlet, der er bopladsen i Vanløse blevet grundlagt, og allerede i tiden efter Kristi Fødsel begyndte en rigtig landsby at vokse frem. Langs den nuværende Toftøjevej med udsigt over de flade landstrækninger havde Vanløses forfædre deres hjem. Her levede de i et afsondret fællesskab, medens de dyrkede deres jord først med sten-og træ- og siden med jernredskaber.
Oldtidsfund
Beviser for beboelse i Vanløse er f.eks fund af flere stenalderredskaber ved Damhusengen. Fundet blev gjort udfor Rødovregaard, Annexgaarden den 5. september 1919 og blev indberettet af ansatte i Københavns Vandvæsen. Fundet bestod af 8 økser og en retmejsel. De store økser er op til 23,5 cm lange, og de mindre øksers længde er 18-20 cm. De mindste økser har en længde på 13-15 cm. Nationalmuseets repræsentant, der hurtigt kom til stede var klar over, at dette fund var noget ganske særligt. I en takkeskrivelse til ingeniør B. Thomasen, Københavns Vandvæsen, udtrykker man ”Museets erkendtligste taksigelse for medvirken ved fundets bevarelse for den nationale samling, og dette så meget mere, som der ikke tidligere så nær Hovedstaden er fremdraget så betydelige fund af denne art”. Fundet er udstillet på Nationalmuseet og betragtes som en offergave, idet stenalderfolket mente deres guder befandt sig i vandet.
Hvor mange fundne stenalderbopladser- eller fund, der har været i Vanløse/Grøndal og omegn kan ses på nedenstående udbredelseskort fra Københavns Museum:
Her vises kort (hvis muligt).
Damhussøen/engen
Damhussøen/engen (tidligere Langvaddam Sø indtil år 1800) er ikke dannet af naturen, men skabt ved udgravninger og opdæmninger. Engen var først helt tørlagt i 1938, da Harrestrup Å blev ført om gennem Kildevandsløbet. Det stykke vi kender nu som Damhusengen hed Bagsøen, og det var så her de førnævnte flinteredskaber blev nedsænket.
Tipperup Mose ligger ved vandskellet mellem Harrestrup Ådalen og Bagsværd. I 1500-tallet var det vandet herfra, der via Kagsåen, Harrestrup Å, Damhussøen og Grøndalsåen forsynede Københavns befæstning med vand. Da tilførslen af vand fra Tipperup Mose ophørte midt i 1600-tallet, gravede man grøfter vest for Ballerup for at afvande markerne og få vandet til at løbe mod Damhussøen. Damhussøen var leverandør af vand til Sct. Jørgens Sø i København indtil 1892, hvor vandet fra Harrestrup Ådalen blev lagt i rør. Frem til 1923 var Damhussøen reserve for drikkevandsforsyningen. Derefter kunne man levere industrivand frem til 1980. Forbindelsen er dog stadig bevaret. På Katrinedalsvej ses porten over vandledningen.
Den Ældste Dæmning
Søen er som tidligere nævnt blevet anlagt ved en opdæmning af Harrestrup Å ved nuværende Roskildevej; hvornår ved vi ikke bestemt, men det er sandsynligt sket omkring 1400-tallet. Dæmningen blev kaldt ”Det lange Vad”, hvilket siger, at den nærmest kun har været et vadested, men dog tilstrækkeligt til at vandet blev opsamlet. Dette vandbassin hed oprindeligt slet og ret ”Dammen”, hvilket et brev fra 1581 og eet fra 1622 viser, idet Rødovre betegnes som ”Ovre ved Dammen”. For at gøre det nøjagtigere blev søen kaldt ”Dammen ved Det Lange Vad”: Langvadsdam, og da man senere tit glemte, at dam betød sø, benævntes den ogsaa Langvadsdams Sø.
Gammelt brev om søen
I 1621 blev ”Det Lange Vad” afløst af en regulær dæmning, som Kristian den IV lod bygge. På denne skulle både den offentlige og kongens private vej til Roskilde gå, og for at andre ikke skulle benytte Kongevejen blev der ansat en portvagt, og porthuset blev kaldt ”Langvaddams Huset”; senere blev det afkortet til ”Damhuset”, der omkring 1800, da huset var blevet indrettet til kro, gav søen sit nuværende navn. Søen gav altså navn til huset, der igen gav navn til søen.
Damhussøen nævnes første gang 1561 ved et mageskifte mellem Frederik den II og Københavns Universitet, hvorved de lærde professorer fik alle rettigheder over søen. I brevet hedder det:
Thesligste Haffue wij ock ladatt vdleggge Kiopnehaffns Vniversitett Langewaadtz Dams søe for ett fritt Enemercke.
(Hermed giver vi Københavns Universitet enerådighed over Langvadsdam Sø).
I Arkiverne findes 2 år senere kongens lensmand i København, Fr. Brockenhus, der tidligere har ladet fiske i Søen:
Franz Brockenhus fick breff, at hand inttet efter thenne dag schullde lade fiske vdi Langwadzdam, som the hoglerde i Kiopnehaffn er vdlagt.
Vanløse-fisker idømt bøde
Kristian den IV, som byggede den nye dæmning i 1621, mente som følge heraf, at han havde al ret over søen og ansatte oven i købet en kgl. fiskedamsvogter, men først efter kongens død, i 1648 gav Frederik den II dem rettighederne tilbage. De ansatte så en fisker ved søen. Han fangede bl.a. karusser, gedder og brasen, som blev fordelt mellem dem. Men i 1660 blev han afskediget, og i de følgende år lånte eller forpagtede de fiskeretten til andre, bl.a. fik Vanløse-ejeren, Statholder Kristoffer v. Gabel den i 1665, og kunne nu, når han var på besøg i Vanløse, tage ud på en lille fisketur.
Imidlertid troede bønderne i Vanløse og især i Rødovre, at det kun var retten til at fiske, universitetet besad. De havde derfor en stor fortjeneste ved skæring af rør og flæg (vandplanter). I 1724 kom fiskeriforpagter Peder Olsen fra Vanløse endda i strid med naboerne i Rødovre, der påstod, at rørene var deres, og ved Københavns Birketing blev han dømt til at betale dem sine indtægter ved rørene, 18 Rdl.
Universitetet anlægger sag
Men i 1740 var det dem, der stod anklaget af universitetet for ulovlig rørskæring. Stridighederne stod på i 10 år. Bønderne påstod, at de havde haft ret til om sommeren, når vandstanden sank, at gå ud til midten af søen og skære rør.
Da det kgl. Skøde fra 1561 imidlertid var kommet for dagens lys, tabte bønderne sagen og måtte af med en bøde på ca. 85 Rigsdaler. Ekstrafortjeneste ved rørskæring var for fremtiden udelukket både for bønderne i Rødovre og Vanløse.
Universitetet besad derefter søen til 1810, hvorefter den overgik til Vandvæsenet.
Middelalder-landsbyen
Den attraktive boplads i Vanløse har før den første faste bosættelse (0-200 e. Kr.) været tildelt skiftende slægter – ingen enkeltmand har ejet noget, men høvdingen har hvert år fordelt stammens jord mellem enkelte familier, som så året efter var nødt til at flytte til et nyt sted. Endnu løb det urolige rejselystne blod i menneskenes årer. De var nok blevet boende – men ikke fastboende.
Men efterhånden opdager man, at man godt kan blive boende på samme sted, hvis man bare dér skifter jord og f. eks. det ene år dyrker landet nord for bygden, det andet syd for denne. Nu ophører høvdingen med at udpege jorden til sine undersåtter, og fra at være eet stort jordfællesskab bliver landsdelene en samling af små enheder i de spredte landsbyer, der opstår.
I løbet af “Jernalderen” op til ca. 850 e.Kr. er der kommet flere og flere bønderfamilier til Vanløse og har bosat sig der. I begyndelsen har man formentlig kun opdyrket jorden lige omkring landsbyen, men efterhånden som den er vokset, har man måttet udvide og har sikkert først inddraget området mod syd ned til Grøndalsåen som det mest frugtbare.
Trevangsbruget opstår
Omkring år 1000 e. Kr. kan det formodes, at Vanløse har fået sit endelige udseende, som holdt sig lige indtil Kronprins Frederik (d. 6.) i slutningen af det 18. åhundrede tvang bønderne til at udskifte deres gårde og opdyrke jorden på en mere hensigtsmæssig måde.
Vanløse var blevet inddelt i 3 vange (trevangsbrug), der skiftevis opdyrkedes med rug og havre (byg) samt lå brak. “Lille Vang” syd for en linie Syvstensvej – Vanløse Skole – Grøndalsåen, “Nørre Vang” omtrent nord for den nuværende Jyllingevej og “Mellem Vang” i det midterste bælte. Vangene var inddelt i 15-20 åse, der yderligere var opdelt i små strimler, agre, således at hver bonde kunne have mere end 40 agre, hvilket betød, at alt arbejde på markerne måtte aftales i forvejen og foretages i fællesskab.
Vanløse-markerne var så frugtbare, at man ikke havde råd til græsningsområder for kvæget. Det måtte sættes ud på brakmarken. Desuden er det meget sandsynligt, at østsiden af Damhusengen, der senere som sø i reglen kun var oversvømmet i vinterhalvåret, blev brugt til græsningen.
Toftøjevejs oprindelse
Omkring 25 meter fra skrænten ned til engen og den senere sø lå de 9-10 gårde, der oprindelig udgjorde landsbyen (senere kom der flere til). Den jord, som lå lige omkring gårdene kaldtes toften, hvor man dyrkede de nødvendigste ting til husholdningen. Med tiden udvidede man tofterne og det nye stykke, der blev lagt til, kaldte man “Toftøyerne” (egentl. Toft-Forøgelserne). Den vej, som gik mellem de gamle og nye tofter kom til at hedde Toftøjevej. Da den gamle landsbygade, “Forten”, langs gårdene og den opr.
markvej langs engen er forsvundet, er Toftøjevej i dag den ældste færdselsåre i Vanløse.