“En fodboldhistorie”

VanløseBladets redaktion har forkortet Per Jeppesens indlæg.
Det er her bragt i sin fulde form. 

Juli 1921
Det var 12-13 drenge, deriblandt Gunnar Grammer, fra Villabyerne på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, der en juliaften i 1921 på grøftekanten i Grøndalsparken besluttede at stifte Vanløse Boldklub.

Efter kampen valgte man anfører og klubdragt – nemlig den, der spilles i den dag i dag: Hvid bluse og sorte benklæder.

Kampånden og fællesskabsfølelsen brændte stærkt. Alle lovede hinanden, at de ville møde op hver gang, der skulle spilles kamp og at denne gang skulle det lykkes: Denne nye klub skulle ikke visne som tidligere klubber i Vanløse. Der skulle senere komme tidspunkter, hvor drengene fra 1921 skulle blive mindet om deres fælles løfte.

Vanløse IF stiftes
Den første egentlige fodboldbane med målstænger blev på netop det sted, hvor Vanløse Idrætsparks entré-bane ligger i dag. Omklædning foregik hjemme, mens man ved kampe og stævner kunne benytte Møllehaven, der lå på hjørnet af Ålekistevej og Bogholder Allé, senere tjente Jernbanecaféen på Jernbane Allé dette formål. På trods af disse forhold kom der dog snart mange nye spillere ind i VIF, og allerede næste forår kunne der mønstres to hold.

I efteråret 1921 blev den stiftende generalforsamling afholdt, og der blev vedtaget love og valgt bestyrelse. Her blev det vedtaget, at idrætsforeningen skulle inkludere løb og boksning foruden fodbold. Altsammen under navnet Vanløse Idræts Forening. VIF blev således medlem af Dansk Amatør Bokse Union. Men det var først og fremmest fodboldspillerne, der slog sportsligt igennem og vandt en pokal. Det var i Veksø, hvorfra spillerne vendte hjem i triumftog med det første synlige bevis på, at deres anstrengelser og løfter til hinanden på grøftekanten i Grøndalsparken havde stået sin første prøve.

Hønsehuset
I 1928 forærede en rar murermester VIF et træningshus – et tidligere hønsehus. Medlemmerne malede huset, og ved en børnehjælpsdagskamp mod Hellas blev det indviet. Indtægter til klubben blev også dengang skaffet ved kontingent, lotteri og fester.

Festerne var dog et helt kapitel for sig selv. Når de unge spillere ville more sig, tog de ind til byen. Bestyrelsen gik så hændervridende rundt i Jernbanecaféens lokaler og ventede på, at der kom så mange, at et lille overskud kunne ventes. Dengang måtte der ikke sælges billetter ved indgangen. Det kontrollerede den eneste betjent i Vanløse dengang – en ældre korpulent og ret tørstig herre! Når Vanløses politi dukkede op ved et foreningsbal, gjaldt det om hurtigt at få sat en sjus hen foran ham, straks blev han i bedre humør og et mildere anstrøg kom over ham, – så vidste alle, at han ikke blandede sig i noget.

Med året 1928 var VIF blevet så konsolideret, at der blev stillet forslag om optagelse i KBU, hvilket blev vedtaget. Den 29/8 startede VIF mod Dalgas. VIF vandt 5-2, men banen på Lønstrupvej blev af naturlige årsager ikke godkendt til turneringskampe. Hjemmekampe blev derfor henvist til Fælleden. På de dage, hvor de to seniorhold begge var i ilden, fik VIF som regel klø – da det kneb med at stille fuldtallige.

De glade 30’ere
Mange drenge og juniores blev indmeldt i 1929. Formand Jesper Halberg var klar over, at fremtiden og redningen for klubben lå i ungdommen. I sæsonen 1929-30 havde VIF et meget fint drengehold, der vandt næsten alle kampe stort – drenge, som senere blev stammen på VIF’s 1. hold.

VIF fik efter 10 års jubilæet tildelt en bane i Engdraget. Denne bane blev taget i brug af VIF den 31-10 1931 i kampen mod ØB, der vandt 4-1. VIF forlod således Vanløse efter 10 års forløb og vendte først tilbage i 1946. VIF fik nu sit store opsving med stor tilgang af både seniorer og drenge. Med 1. holdets 3. plads tændtes med ét håbet om at komme i A-rækken. I året 1934 vandt VIF så B-rækken, og klubben rykkede op i A-rækken. Den gode stemning så at sige snublede over en bagatel – over rekvisitforvalterens løn. Efter tre bevægede generalforsamlinger, der resulterede i, at hele bestyrelsen trådte tilbage i protest, kunne der trods alt konstateres en medlemsskare på 250 medlemmer.

Og med det første nummer af VIF’s medlemsblad ved nytårsfesten i Jernbanecaféen var VIF nu for alvor en klub med de store muligheder og de små problemer “på tværs”.

Bestyrelsen arbejder hårdt på at få anlagt en bane i selve Vanløse – og ved sæsonafslutningen er 1. holdet nr. 3 og Jesper Halberg og Willy Jensen hyldes med guldemblemet, som tak for mange års arbejde for VIF.

l samme periode indtræffer to store sportslige højdepunkter: Et kombineret FB/VIF-mandskab vinder en træningskamp over Frem med 4-2 og bemærk antallet af tilskuere: 4000! Herefter sommerpokalturneringen i 1941 mod 1908, som VIF vandt med hele 6-2. Videre til finalen mod KFUM der blev spillet i Emdrup. Efter en jævnbyrdig kamp tabte vi 1-2. En hæsblæsende og sammensat periode.

Tilbage i Vanløse
I 1945 indføres der boldtræning på Vanløse skole frem til søndag d. 14. april 1946, hvor Vanløse Idrætspark blev indviet. Dette år blev en milepæl i VIF’s historie pga. jubilæet og tilbageflytningen til Vanløse. VIF havde nu to træningsbaner og en særskilt kampbane – til rådighed. Tilgangen til klubben af både seniores og yngre spillere voksede. Stadig venter VIF på det af kommunen bevilgede omklædningshus.

1946 er også det år, hvor VIF’s økonomi efter en betydelig svækkelse nu var i stærk fremgang. Forhåbningerne lå nu velbevarede i det faktum, at med tre baner i den nye idrætspark skulle det være muligt at bringe klubben ud af Københavnsserien.

Juni 1948 kunne VIF så endelig indvie det nye klubhus med materialeskur. En tidligere tysk barak med varmt og koldt brusebad.

I turneringen 1948/49 blev førsteholdet nr. 3 i Københavnsserien, som vi vandt det følgende år. I den efterfølgende kvalifikations turnering gik det galt. Allerede i den første kamp blev vi slået af Herning 0-3 i Odense. Smerten blev desto større set i lyset af det tilløbsstykke, kampene var blevet. Vanløse Folkeblad havde arrangeret et ekstratog med 300 tilskuere fra Vanløse. Efter denne oplevelse spyttede ledere og spillere i næverne – indstillet på at gøre et nyt forsøg. Det mislykkedes desværre, hvorefter Børge Sørensen, der havde lagt sjæl og energi i trænerarbejdet valgte at stoppe.

Oprykning til 3. division
Det blev med overlegen sikkerhed, at VIF’s 1. hold rykkede op i Danmarksturneringens 3. division. Vi havde nået vort foreløbige mål. En kamp fortjener her at få sin særlige omtale, nemlig kampen mod Viborg som blev afviklet Kr. Himmelfartsdag i Vanløse. Denne kamp, hvor Viborg af hele pressen var blevet udskreget som storfavorit blev vundet med 6-0 i overværelse af 6.000 tilskuere.

Oprykningn til 2. division
1953 var året, hvor vi i VIF med stolthed kunne glæde os over at få den første internationale spiller. Ejner Jensen blev udtaget til Alliancens hold mod det jugoslaviske hold Beogradski. Sæsonen 1954/55 blev sportslig set en meget stor fodboldpræstation. Som vinder af 3. division skulle vi fra efteråret rykke op i 2. division. Begejstringen var stor hos alle, der overværede den sidste kamp i Vanløse Idrætspark mod Vejen. Her vandt VIF 3-1. Med dommerens sidste fløjt blev alle vore spillere båret rundt i guldstol fra banen til klubhuset. Dette minde vil for de tilstedeværende blive stående for resten af livet. Succesen var kommet for at blive. I semifinalen mod Chang i landspokalturneringen tabte vi efter en lang række sejre med 1-0. At vi slog dem 4-0 kun 14 dage senere, viste os, at vi var langt bedre.

Økonomisk stod VIF særdeles stærkt med et tilskuerantal på 12.000, hvilket var ny tilskuerrekord på Ålborg stadion. Som tidligere nævnt var UK begyndt at få øjnene op for vore spillere. Dette resulterede i, at Ejner Jensen først blev udtaget til B-landsholdet mod Finland, herefter KBU’s udvalgte hold mod Jylland og endelig til A-landsholdet mod Norge.

Det første år i 2. division lå vi lunt placeret som nr. 5 i forårsturneringen. Vor succes gennem de forløbne år havde nu sat sine mærkbare spor. Forbedringerne i idrætsparken og vores økonomis stadig opadgående kurve bevirkede, at medlemstallet var rekord stort ved udgangen af 1955 rekord: 1124 medlemmer. Dette kom især ungdomsafdelingen til gode, og placerede os med 21 deltagende hold i turneringen som en af Københavns største klubber.

Efter denne flotte entre i Danmarksturneringen med divisionsholdets indsats i årene 1951-55 kom der en nedgangsperiode. Intet varer evigt, og slet ikke idrætsstjerner, så da holdet, der havde bragt os i front, gik i opløsning, var reserven ikke plejet tilstrækkeligt til, at positionen kunne bevares. Slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne var en sådan forlængelse af de nærmeste foregående år, med meget middelmådige resultater i 3. division som en konsekvens.

Efter de magre år var det derfor dobbelt glædeligt, at året 1962 kunne gå hen og blive et af de helt store VIF-år. Ikke alene bragte året en flot 1. plads i 3. division, men ungdomsafdelingen mødte frem med flotte resultater, hvoraf det flotteste vel nok var sejren i KBU’s drengepokalturnering. Henrik Jørgensen kom i forreste række blandt målmænd med kampe på B-landsholdet og reserve til A-landsholdet. 1963 var året, hvor Ejner Jensen rundede 300 førsteholdskampe; Ejner stoppede sin glorværdige karriere i 1964.

Vi nåede dog aldrig en fasttømret position i 2. division og heller ikke det store publikum. Året 1965 bragte os atter tilbage i 2. division og denne gang i rekordtempo. I de følgende fem år opholdt vi os konstant i 2. division, indtil skæbnen indhentede legen med ilden. Det mest stabile i denne periode var den konstante fare for at rykke ned i 3. division. 1967 var især interessant. Et stort internationalt navn Finn Laudrup fik sit gennembrud med deltagelse i samtlige landskampe og herudover med deltagelse på Nordens hold mod Sovjet.

De gyldne år
Perioden fra 1972 til 1976 må utvivlsomt betragtes som den største i klubbens historie. I denne periode lykkes det endelig for VIF at spille sig fra 3. division til 1. division.